Purgatory

Det giver god mening.

… jeg har nu tabt mig 10 kilo. Det synes jeg altså er ret meget. Jeg ved godt at det ikke er nok, og at der stadig er et godt stykke vej endnu. Men jeg synes det vigtigste er, at jeg nu har bevist overfor mig selv, at jeg godt kan gøre det. Jeg mener, helt ærligt, det er næsten 10 % af mig, der er forsvundet. Jeg ender jo med at blive total lækker:)

Det der er det seje ved det er, at jeg ikke rigtig tænker over, hvad jeg spiser. Den sunde kost er bare blevet helt normalt for mig. Min standhaftighed bliver naturligvis ofte udfordret, men det bliver nemmere og nemmere at sige nej tak. Men jeg tænker ikke så meget over, hvad jeg spiser til aftensmad, frokost osv. For det jeg har lyst til, er sundt mad. Og det er jo lige sådan det skal være.

Det er alligevel ret godt gået at jeg har tabt mig hen over julen. Det er godt nok ikke særlig meget, men da stadig 2 kilo. Det hele tæller.

Jeg har det virkelig sådan lige nu, at jeg slet ikke kan se, hvorfor det ikke skulle lykkes mig at tabe mig de sidste 18 kilo. Ej vent lige lidt, da jeg startede skulle jeg tabe mig 28, og det virkede næste umuligt eller i hvert fald uoverskueligt. Nu er der “kun” 18 tilbage. Wow – sådan havde jeg ikke lige tænkt på det før. Nårh med som sagt tror jeg nok at det skal lykkes. Og hvis jeg fortsætter med denne fart, så kommer jeg til at være endnu 10 kilo lettere når vi når sommerferien.

Tidligere på dagen snakkede jeg med min bror om, hvorfor jeg ikke bare har gjort det her noget før. Jeg har jo i rigtig mange år efterhånden været meget ked af min vægt. Men som han så rigtigt sagde, så handler det jo virkelig meget om, at det er mig selv, der har taget initiativet. Gruppepres virker ikke rigtig i dette tilfælde. Det var mig selv, der fattede telefonen, og ringede til lægen og bestilte den første tid. Og jeg kan kun anbefale andre i samme situation at gøre det samme. Sygeplejersken har naturligvis lært mig rigtig meget om, hvordan jeg skal spise. Men mest af alt, så betyder det rigtig meget, at komme hos hende en gang om måneden og blive vejet. Jeg bliver kun vejet hos hende. Men den støtte hun giver er uvurderlig. Det er jo ikke fordi min omgangskreds ikke støtter mig, for det gør de rigtig meget, men hun kan bare et eller andet. Så det kan kun anbefales.

Det er længe siden, jeg sidst har skrevet et blog indlæg, men jeg syntes, at der var rigtig god grund til skrive et nu:)

Det er i dag den 15. oktober, og det betyder, at det er præcis én måned siden jeg var til lægen sidst. Der gik det jo bekendt ganske godt, da det viste sig, at jeg havde tabt mig 3 kilo på 3 uger.

Så hvad er det så sket siden sidst? Den største forandring er nok, at jeg er begyndt i fitnesscenter. De fede må svede:) Og hold da op hvor er det lige det jeg gør. Det er ganske hårdt at være begyndt at træne, hvilket jo bare vidner om og bekræfter, at jeg ikke har behandlet min krop ordentligt. Men det er der ved at blive lavet om på nu. Jeg ptræner minimum 2 gange om uge og gerne oftere. Jeg har fået det endnu bedre, og jeg kan godt mærke at der sker noget med min krop. Jeg er helt klart kommet i bedre form. Der er lang vej igen, men jeg kan yde mere og presser mig selv til at nå nye mål. Det er fedt. Desuden kan jeg mærke at bukserne sidder lidt løsere. Det er altså sjovt, og der er ikke nogen bedre følelse end hver gang jeg er nødt til at hive dem op, fordi de sidder for langt nede.

Til gengæld er jeg stødt på en nyt problem. Jeg er bange for at jeg står stille rent vægttabsmæssigt lige i øjeblikket. Og ja jeg ved godt at det ikke hænger sammen med det jeg lige har skrevet om at bukserne sidder løst, men det er alligevel sådan jeg tænker. Den 26. skal jeg til lægen igen og vejes for første gang i ca. 5 uger. Jeg jeg kan bare mærke at jeg er virkelig nervøs for at jeg ikke har kunnet holde tempoet. Og hvis jeg ikke har kunnet det, så handler det om at jeg på en eller anden måde skal forsøge at holde mig selv motiveret. Det bliver nok lidt svært. Men man siger jo også at muskler vejer mere end fedt, og jeg er jo ved at blive lidt af et muskelbundt:)

Men helt alvorligt, så bliver det meget svært for mig at holde gejsten oppe hvis det viser sig at jeg ikke har tabt mig. Det bliver godt nok noget af en prøvelse. I stedet for at give op bør jeg nok i virkelighed nok bare kæmpe endnu hårdere. For det må da for søren kunne lykkes for mig

Okay jeg ved godt, at det er dårlig stil at citere Sys Bjerre, men jeg synes nu alligevel, at denne sætning er meget passende.

Jeg har for første gang, siden min kostændring, været hos sygeplejersken. Og det var en god tur. Jeg har på lidt over tre uger tabt mig tre kilo. Det er et kilo om ugen. Jeg er simpelthen så stolt og glad og er ikke til at skyde igennem idag Det er nu blevet bevist, at det er kampen værd. Det betaler sig rent faktisk at sige nej til usundt mad og at sidde hver dag og gnaske kaninfodder i sig. Ej det er sagt lidt i spøg. Jeg er blevet meget glad for det mad, jeg spiser, men derfor er nu stadig svært at skulle sig nej til søde sager, når jeg bliver tilbudt det. Men det går helt klart bedre, og jeg tænker ikke længere så meget over, hvad jeg spiser, forstået på den måde, at jeg helt naturligt søger det sunde alternativ.

Og jeg må sige, at jeg har det fantastik. Jeg er meget gladere, end jeg længe har været. Min kæreste har også sagt, at han har kunnet mærke på mig, at jeg har ændret mig. Jeg griner mere, og jeg har meget mere overskud. Jeg snakkede med min bror idag om alt det her, og som han sagde, så er det jo ikke kun et størgsmål om at tabe sig, når man spiser sundere, men man får det også meget bedre med sig selv. I virkeligheden kan man vel kalde vægttabet for en positiv bivirkning:)

Jeg er desuden begyndt at ændre retorikken omkring det mad, jeg spiser. Så når nogle tilbyder mig noget mad, jeg ikke skal spise, siger jeg nu: “nej tak det vil jeg ikke spise”, i stedet for at sige “nej det må jeg ikke spise”. På den måde føler jeg, at det er et valg, jeg træffer om ikke at spise usundt, og ikke at jeg tvinger mig selv til at sige nej. Det er heller ikke lige så forbudt mere, for det hænder da, at jeg spiser noget, der ikke er godt for mig (det skal jo heller ikke blive for kedelig:)), men så er det meget lidt, og det er noget jeg vælger.

Jeg ved godt, at der er lang vej igen, men det har nu været helt fantastisk at kunne se, at det virker. Det er en hård kamp, men den er helt klart det hele værd:)

I forbindelse med det store vægttab anno 2010 er jeg begyndt at gøre mig en masse tanker omkring det mere følelsmæssige aspekt ved vægttab og overvægt. Og puha der er mange ting, der lige pludselig vælter op i mig, og mange spørgsmål jeg forsøger at svare mig selv på.

Det største af dem er nok; hvordan er det kommet så vidt? Hvorfor jeg ikke kunnet tage styringen over min egen krop noget tidligere? Jeg er i dag 23 år, jeg har jo haft tid nok til det. Naturligvis er det ikke noget, man gør, når man er barn, men jeg burde da have gjort noget for 10 år siden. Så havde de dårlige vaner ikke nået at gro sig så meget fast, som de har nu.

Jeg fik en tanke her forleden dag; Jeg er igennem det meste af min folkeskoletid blevet mobbet pg.a. min vægt, det er nok ikke så overraskende. Men det jeg kom til at tænke på var; når jeg tænker tilbage på, hvor ked af det jeg var, hvor meget jeg hadede mig selv, og hvor dårligt jeg fik det hver morgen, når jeg skulle i skole, hvorfor pokker gjorde jeg så ikke noget ved det? Næh derimod spiste jeg endnu mere og tog mere på. Er det nemmere at dæmpe smerten med mad, end at tage kampen op mod kiloene?

I virkeligheden er det jo først nu jeg begynder at tage ansvaret for mine madmæssige handlinger. Det er altid nemt at finde på en masse undskyldninger for at fritage sig skylden: “Det er også fordi, jeg er fattig studerende og ikke har råd til det sunde mad” eller “Tøjfirmaerne diskriminerer også mod os tykke mennesker ved kun at lave tøj i små størrelser og bruge anorektiske modeller” osv osv. At kunne tage ansvar for sin egen livsstil tror jeg er et godt skridt på vejen i den rigtige retning. Jeg er klar over, hvad jeg har gjort forkert, og nu vil jeg lave om på det. Det er ikke ensbetydende med, at jeg vil dømmes for den måde jeg ser ud, men det er selverkendelse. Nu handler det om at fokusere på fremtiden, og det mål jeg gerne vil nå.

Et mål som jeg jo alle dage gerne har villet nå, men som jeg bare ikke har kunnet. Og derfor mit spørgsmål: Hvor svært kan det være? Hvorfor kan jeg ikke bare spise en masse grøntsager og ikke spise alt muligt usundt? Hvorfor kan jeg ikke hive stemmen ud af mit hoved, der bliver ved med at sige “ej der sker jo ikke noget ved, at du lige spiser et stykke kage.”? For jo det sker der noget ved. Det er jo det, der er skyld i, at jeg er her, hvor jeg er i dag. Jeg har nu ændret min kost drastisk i en uge, og jeg må ærligt indrømme, at hver dag er en kamp. En kamp som jeg er meget motiveret og indstillet på at tage. Men også en kamp der er hård, og som kræver mange kræfter. Det bliver forhåbentligt nemmere med tiden. Men jeg håber, og gør alt hvad jeg kan, for at jeg ikke taber kampen denne gang.

Jeg har valgt at starte at denne blog, da jeg er igang (igen og jeg ved snart ikke for hvilken gang) med at tabe mig. Og som alle andre der har forsøgt at tabe sig ved, så er det altså en ganske hård kamp. Derfor tænkte jeg at denne blog kunne fungere som en form for dagbog – et sted hvor jeg kan skrive mine tanker ned. For når jeg har gode dage har jeg ikke svært ved at holde mig til diæten, men desværre er det ikke sådan hver dag.

Stort set hele mit liv har jeg været overvægtig, men de seneste par år er det blevet værre. Det har betydet at jeg, i sær på det seneste, er blevet mere og mere ked af hvordan jeg ser ud. Så for ca. 1 ½ uge siden havde jeg fået nok af at have ondt af mig selv, og fattede mobilen og ringede til lægen. Jeg er nemlig kommet til den anerkendelse at jeg ikke kan tabe mig uden en eller anden form for hjælp. Det kan godt være at der nogle der mener at det er noget værre vås, men jeg vælger nu at se positivt på det, og mere kalde det for anerkendelse af at man har et problem. Det er jo ikke altid lige nemt at bede om hjælp vel? Nårh men jeg fik så at vide at jeg skulle snakke med sygeplejersken, så det fik jeg en tid til et par dage senere. Så mandag i denne uge troppede jeg forventningdfuldt op. Og jeg må sige at det var en meget positiv oplevelse. Vi snakkede om hvad jeg spiste, men endnu mere om hvad jeg skulle spise i fremtiden. Det var så rart at se frem af i stedet for at blive dømt for hvordan jeg havde levet op til nu. For det vigtige nu er jo netop at se fremad.

Sygeplejersken fortalte mig, at når det kom til at hjælpe folk med vægttab arbejde hun udfra princippet om små skridt. Hvis man f.eks. har svært ved at droppe sodavand så skift til light, eller drop smøret halvdelen af gangene osv. Det havde hun erfaring med gav de bedste resultater. For som hun sagde så er det jo en lang proces jeg skal igennem så det skal heller ikke blive al for kedeligt. Men grøntsager grøntsager grøntsager…. jeg spiste på ingen måde nok grøntsager så det mente hun var det vigtigste for mig at ændre.

Så nu er der snart gået en uge, og jeg synes nu det går meget godt. Jeg spiser grønt hele tiden, og prøver hårdt at droppe alle de dårlige vaner. Det er en kamp men jeg tager en dag af gangen og tænker hele tiden på slutresultatet. Måske skulle jeg lige fortælle at min kæreste og min bror tror så meget på mig at de har sagt at når jeg har tabt mig 20 kilo så vil de give mig nyt tøj. Sejt eller hvad:) Så det er klart værd at gå efter. Desuden har jeg lovet mig selv at hvis jeg taber mig 25 kilo så skal jeg have en tatovering jeg har villet have rigtig længe. Så der er nogle mål at gå efter udover at komme til at se godt ud, som jo nok uden tvivl er det vigtigste.

Nårh men det var vidst en meget god måde at starte på, og få fortalt nogle facts. Indlæget skal jo heller ikke blive for langt. Men jeg vender tilbage med tanker og erfaringer.